Tanker om Karmayoga

Lige nu arbejder jeg for et andet rejsebureau og faciliteter Yoga på borgen, sammen med fantastiske yoga lærer, Mette Mai.

Jeg vil dele en oplevelse med jer, som har rørt mig meget.
Forleden var jeg rundt i denne hyggelige og meget lokale bjerg landsby, for at lære det hele bedre at kende, inden et nyt hold turister skulle ankomme.

I bunden af byen (og her er ret stejle gader!) møder jeg en ældre krumbøjet kone, med stok. Hun står foran en stor jernport og taler til mig, da hun ser mig.

Jeg går selvfølgelig ned til hende, men forstår INTET af hendes dialekt spansk.

Hun snakker og gestikulerer med ansigte, arme og hænder. På et tidspunkt overvejer jeg, om hun er i gang med at kaste en forbandelser over mig?

Men jeg tror, at hun fortalte om hendes mands død, og at hun nu selv må slide i den appelsin plantage, så ligger lige ved siden af.

Jeg er simpelthen til at tage billeder af os, så jeg måske senere kan spørge nogen hvem hun egentlig er? Hvad er hendes historie?

De krogede fingre er snavsede om stokken. Øjensynligt er hun igang med at sortere sine lagrede appelsiner, idet der står 2 store spande med rådne frugter.

Måske er det fordi hun vil have hjælp til at bære dem væk?
Jeg forsøger at viser – er det det hun vil?

Efter flere minutter med spansk enetale, og hendes ærgerlig blik, hver gang jeg må sige ‘No comprendo’, beslutter jeg mig til at tage action, og går mod en mark med de rådne appelsiner.
Det var rigtigt gættet. Hun peger og vinker.

For den gestus for jeg en flot appelsin i tasken 🍊
Mens hun taler videre og videre.
Hun får hjulpet sig selv op ad trin og ind i det lille lager, hvor det står kasser med appelsiner og en stor ‘gammel dametaske’ på hjul. Helt fuld af appelsiner.

Den tumler hun lidt med. Skal den ud, eller?

Jeg beslutter mig til at løfte den tunge vogn/taske ud og hun virker tilfreds.

Hun gør antræk til at lukke porten. Sætter stokken og finder nøgler. Der skal en sej jern sprogs for, og hvordan pokker hun normalt selv klarer det – det fatter jeg virkelig ikke.

Så står vi der på gade. Den gamle kone og jeg. Med en stor taske appelsiner, og vi er helt i bunden af byen. Hvad nu?

Hun tager min arm…..
Okay, så betyder det nok, at jeg skal tage tasken?
Og så går vi. Op ad. Mens hun taler videre. Op ad de stejle gader. Hilser på de ældre mand som vi møder. Jeg spørger et par stykker om de taler engelsk. Nej. En ung pige taler engelsk, men har svært ved at forstå den gamles sprog. Så vi går videre.

Men hvor er vi på vej hen? Jeg har egentlig en aftale med Mette kl 14. Men tasken er da lidt tung, og jeg kan jo ikke efterlade hende midt på bakken?!

Ved kirketorvet møder jeg heldigvis Benito, som kan oversætte. “Det er bare en gammel kone, som ikke forstå, at du ikke forstår”.

Jeg forstår at hun vil til Casa, altså hjem. Er det tæt på?
Efter en halvtimes tid i hinandens selskab er hun hjemme og jeg kan løfte hendes tunge taske ind.

Jeg tror hun invitere mig ind? Men jeg skal jo møde Mette, så jeg får endnu en skøøøn appelsin.

Det gamle ensomme kvinde er i mine tanker. Hvordan pokker klarer hun det selv næste gang? Hvem hjælper hende? Hvad bliver der af hende?
Hun har rørt mig. Jeg håber nogen passer på hende og på alle andre, som har brug for en hånd til at støtte sig.

Hvem kan du hjælpe i dag? Karma yoga betyder, at gøre noget for andre, uden at forvente noget retur. Men jeg fik nu en masse retur fra denne oplevelse. Den husker jeg længe.
Lys til verden .