Vandring i Høje Atlas, Marokko – inkl. yoga

For tredje gang  har jeg netop besøgt bjergbyen Imlil (1740 m) og Høje Atlas i Marokko. Mit hjerte banker for det område, og jeg foreslår, at du og jeg snart skal afsted, sammen med din familie, venner, naboer eller lign. Overlad det til mig – du og dine skal bare følge med, og få en på opleveren.

Der er mange muligheder for at graduerer højde, længde og sværhedsgrader af vandreture  i området. Men det er klart, at når du virkelig vil ud og opleve bjergenes kraft, så bliver ruterne længere og højere.

Klik her for opdateret info og billeder 

Vi har lokal guide med på turene, samt en kok (Han går i forvejen eller som ofte overhaler os langsomme vesterlændinge).

Der er altid mulighed for, at vi tager et muldyr med til bagage, eller hvis man bliver træt undervejs.

 

 

På vores rejse i april 2018, havde vi to hovedformål; at vandring 6-8 timer dagligt omkring Imlil, samt have tid til afspændende yoga hver eftermiddag, og flow yoga til solopgang de fleste morgener.

På tidligere rejser, hvor formålet har været at bestige Jble Toubkal, som er Atlas bjergenes højeste top (4167m), bruger vi typisk 2 dage på vandring omkring Imlil, og 3 dage på op og ned fra Toubkal.

 

Herunder vil jeg forklarer lidt om de ruter, som vi netop har lavet på vores ’Yoga og Vandring’ i april 2018, samt komme med forslag til alternativer og muligheder. Når jeg beskriver ”trapper”, så betyder det fx skæve sten og trin af forskellige højder og længder.

Denne gang opholdt vi os som sagt 5,5 dage i Imlil , og havde 2,5 dage i Marrakesh – men det kan jo planlægges som man lyster.

 

Norwegian har rutefly fra KBH til Marrakech så der er mulighed for 5 eller 8 dage.

Vandring, dag 1

Vi startede med en lille tur øst for Imlil, en rundtur til Tidli pas (1940m) som vi kan se lige foran Imlil. Turen er ca. 9 km, og inkl. Frokost, som vores kok havde klar til os på vejen, brugte vi ca. 5-6 timer.

Turen starter på stier og trin gennem landsbyen og op igennem lunde af æble- og valnøddetræer, langs de byggede vandingskanaler.

Vi zig-zakker op og ned ved vandfaldet, og krydser broen til landsbyen på den modsatte side. Så går det opad igen, først bagom en lille landsby, og derefter ud over bjerget. Underlaget er stier og grusveje. Ruten går nedad gennem en ung fyrplantage, hvor solen stadig kan nå os. Vi slutter på vejen ned til Imlil.

 

 

Vandring, dag 2

I dag går turen vest for Imlil op til Tizi n’Mzik pas (2489m). Ruten er ca. 6-7 km lang og tog os denne dag ca. 3 timer op til passet, hvor vi har en smuk udsigt til den næste dal. Efter at vores kok igen havde serveret en lækker frokost, brugte vi ca. 2-3 timer ned, og tog en anden rute i bunden, så vi kom igennem landsbyen Mzik (hvor min ven Muhammed og hans familie bor). Der er høje trin nede ved landsbyen, og vi passerer lige igennem kvindernes sommervaskeplads. Et fantastisk syn.

Denne tur vil føles stejl for nogen. Du kan få pulsen op, og skabe potentiale for baller af stål. Til dem der har ekstra overskud, er der mulighed for at komme en top højere op (2640m), og nu ser du udover et plateau og dalene tilbage mod Marrakesh. Vi gjorde det denne dag på ca. 40 min. Op og ned – mens andre hvilede i solen nede i passet.

Alternativt til at gå helt op i passet (2489m), kan man vende om, der hvor ruten går en sløjfe retur via Mzik (hvis man altså kan undvære udsigten ud over den næste dal).

Vandring, dag 3

I denne gruppe valgte vi at lave lidt om på dagens program. Ugens længste og mest rørende tur, udsættes til i morgen – af to årsager. For det første var turen i går hård for et par af deltagerne, og for det andet har jeg mødt min ven Muhammed, som har inviteret hele gruppen hjem til te. Denne unikke oplevelse vil vi alle gerne opleve.

 

Så i dag har vi ’hviledag’ med ca. 10 km rundt om Imlil og nærliggende landsbyer og lunde. Udover besøget hos Muhammeds familie, som er noget helt særligt, besøger vi også forbi Kvindernes korporativ for Aganolie, samt et par andre bjerg ’butikker’ på vejen.

Vores vej går også ned forbi vandfaldet, som fosser kraftfuld her i foråret. Der er høje trin for at nå hhv. op og ned.

En super hyggelig og afslappende dag.

 

 

 

 

Vandring, dag 4

Så begiver vi os ud på ugens længste, og efter min mening, mest fantastiske vandring. Turen er ca. 16-18 km og tager os ca. 9 timer inkl. Frokost, et par fodbad i bækken, samt tid til at dele tøj og snack ud til børn i afsides og fattige Berberlandsbyer. Du skal forestille dig, at vi går på lavere stier, rundt om en bjergtop som du kan se lige nedenfor Imlil.

 

Vi skal først op til passet Tizi n’Tamater (2280m). Vejen derop går igennem et par landsbyer, med høje trin. Jeg vil gerne lige vise gruppen det Berber ’hotel’ uden elektricitet, en vakkelvorn trappe og stald nedenunder. Det er fint indrettet, måske lidt yogi, men det lugter noget skarpt af stald i dag. I november er lugten tung af stearin føler jeg (eneste lyskilde).

 

 

Vi zig-zagger op gennem fyrplantagen og finder store smukke kogler. Fra passet er der en smuk udsigt ned til landsbyen Tinerhourhine, deres ’fodboldbane’ og bjergene bagved. Nu er der zig-zag sti lige så langt ned igen, mens de sten interesserede har tid til at beundre fine sten med marmor striber.

Vores kok venter på os ved floden, og vi skyller fødderne i ISKOLD vand. Hernede arbejder landsbyboerne på deres små frimærker af marker, samt vander deres dyr.

 

Efter vores som altid lækre frokost, fortsætter vi over floden op gennem en landsby og videre ud i bjergene. Det er her ude vi vil dele det medbragte tøj ud, på Mustaphas anbefaling og med Brahims hjælp. Børnene har æblekinder, men er bestemt fra fattige og ret isolerede kår. Det er lidt tungt for rige vestlige hjerter at opleve, jeg er bare nød til at sakke bagud for at græde et par gange i løbet af eftermiddagen.

 

Vi forlader børnene og landsbyen, ad stier og trin ned til floden, som vi igen skal krydse. I november kan vi træde fra sten til sten. Men nu fosser vandet. Vi må igen af vandrestøvlerne. Vi kan mærke vandets styrke i vores ben, da vi vader de 5-7 skridt i mega koldt vand til modsatte side.

 

 

Lige efter os, krydser 2 piger på ca. 10-12 år floden, i deres virkelig dårlige plastik fodtøj. Lidt senere møder vi dem oppe ad bjergskråningen, hvor de er i gang med at skære noget krydderi. Den ene pige tager Brahims hånd og kysser den. Hendes fod er helt rød og såret. Sikkert pga. de dårlige plastiksko og fugten fra floden?

Vi får klippet nogle stykker plaster, og Brahim forklarer pigen at det er vigtigt daglige at passe såret.

 

Nu er det et langt sejt træk på ’bagsiden’ af bjerget. Hele tiden en lille let stigning. Vi er ved at være trætte fysisk, men måske mest mentalt? Vi har oplevet SÅ meget, og går til tider bare eftertænksomme på række.

Det kan godt føles som mange hjørner før vi når op til dagens sidste pas, og vi igen kan se ned mod Imlil dalen. Men jeg har sørget for pandekager med Amalou, så vi kan få et godt skud energi inden den sidste nedstigning – og det fejre vi med en klapsalve for vores seje indsats.

Igen skal vi zig-zagge ned, mens vi passer på klipperskråninger og løse sten. I bunden af stien er der trin. Den sidste kilometer op til Imlil går vi på asfalten.

Samlet set, så bruger vi ca. 5-6 timer fra frokost og retur til hotel. En mindeværdig tur og tiltrængt udstrækning på tagterrassen.

 

Alternativt til tage hele denne tur på en dag, kan vi overnatte i Ikiss i er Berber hus. Komforten vil være anderledes, men en oplevelse.

Desuden har jeg en idé til, at arrangeres kørsel op til det første pas Tizi n’Tamatri, for at skære lidt af kilometer og tid, eller vi kan vandre op i passet og bare gå en anden rute retur (hvis man kan undvære oplevelsen af de autentiske Berber landsbyer).

 

Vandring, dag 5

I dag skal vi vandre på en del af den rute, som benyttes når vi skal bestige Atlasbjergenes højeste bjerg Jbel Toubkal. Så i dag må vi dele stierne med andre mennesker, samt de muldyr der bærer deres bagage.

 

 

Vi vil op og besøge et tempel ved Sidi Chamharcuch, hvor man kan få opfyldt sine ønsker eller løst diverse problemer. De fleste af os sender et ønske ud – og vi VED det virker, for en af deltagerne på dagens tur, blev langt om længe gravid, da hun i 2015 lagde sine hænder på templet og ønskede (Man møder også en del unge marokkanske kvinder på denne strækning).

Højden i dag er ca. 2150 m, og vi bruger ca. 7 timer inkl. Besøg ved templet, frokost, diverse pauser mv.

 

Brahim forklarer os, hvordan præsten kan opfordre den ønskende til af ofre fx en ko, ged, høns eller lign. som man så må ud og skaffe (hvorfra tænker jeg?) Oppe på ofringspladsen er der tydeligvis blevet ofret en ko i går (skin, samt et enkelt ben ligger tilbage).

Når det ofrede dyr er slagtet, er alle forbipasserende velkomne ved måltidet. Den glade giver, skal nu renses, bades og efterlade alt sit gamle tøj ved templet – og forlade stedet i nyt og rent tøj.

 

I dag har vi vandret på underlag lige fra tør flodseng af slidte sten, fast sti med let stigning og nogle steder trin.

På det allersidste stykke retur ned til Imlil, vælger vi nok en forkert ’smutvej’. Stien går ned til vandfaldet, hvor vi egentlig allerede har gået i forgårs, men det er høje trin og føles meget stejlt for nogen. Så måske tager vi den anden rute næste gang. For ellers er ruten meget velegnet for de fleste vil jeg mene.

 

 

 

 

 

Hotel i Imlil

Hotel standart er ikke som vi er vant til i DK. Men jeg syntes vi bliver betjent og bespist rigtig godt og meget venligt. Hotellerne føles ofte kølige, så man skal klæde sig godt på ved måltider og lign. Der er ofte flere tæpper på sengen, men ellers sover man i nattøj – hvad man nu føler for.

 

Denne gang boede vi på et lidt større hotel i Imlil end tidligere. Hotellet er måske nok slidt med støv i hjørnet, til gengæld er den fine marokkanske udskæring på lofter, døre mv. gennemført.

Dette hotel ligger ud til hovedgaden, og flere deltagere nød at følge livet på gaden. Skolebørnene tidligt om morgenen, muldyrene, de små butikker og mænd der samles for at tale.

 

På bagsiden havde vi en rigtig hyggelig (og lidt vild) have, hvor en bæk og fugle kvidder skaber et afslappet univers. Der er bord og stole, samt mulighed for skygge. I tilknytning til haven er der en slags havestue med store hynder at slænge sig i.

Vores ‘nye’ større hotel skal have plus for haven, men mangler en brændeovn i spisesalen, som vi dog klarede med gasovne.

 

Tidligere har vi boet på et mindre hotel lidt længere oppe i byen. Det er kun få værelse, en skøn brændeovn i en mindre spisestue, tagterrasse – men ingen have.

Pt. kan jeg faktisk mærke, at jeg er glad for begge hoteller. Så hvor jeg vil vælge at bo næste gang, skal afhænge af, at det er ’bjergbestigning’ til Toubkal eller om det skal være plads til en afslapningsdag – som dog også kunne nydes ude i en af æblelundende.

 

Temperatur

I april 2018 oplever vi milde morgener og aftener. Solen skinner på vores tagterrasse fra kl. 8 til ca. 18.30 (sol nedgang er dog væsentlig senere). I løbet af dagen er temperaturen omkring 22-26 grader. Behageligt at vandre i shorts og T-shirt. I efteråret er morgen og aften som oftest noget mere sprød, og dagene lidt varmere, som jeg oplever det.

 

Maden 

Typisk morgenmad i Imlil er deres hvide brød, pandekager, smøreost, marmelade, oliven, Amalou (fra Argan), måske kogte æg eller Marokkansk omelet med æg, løg og tomat. Nogle dage tilsat frugt, dadler eller andet.

 

Til frokost har vi vores egen kok med ud på vandreturene. Han tryller lækre fade med grøntsager, og dertil ’dagens ret’ af lækker gul ost, noget kød og fisk (fisk typisk fra dåse).

Aftensmaden starter ofte med en suppe eller salat. Derefter en typisk alle mulige afskygninger af retter lavet i Tashin, med hhv. ris, pasta, linser eller lign. samt brød, og afsluttet med lidt sødt eller frugt.

 

Jbel Toubkal (4167m)

Bare lige kort om dette smukke bjerg. I slutningen af vinteren (november/december) frem til februar/marts ligger der typisk sne på bjerget, som kan give behov for crampons (en seriøse metal pigsko som spændes fast til støvlerne). Nogle kan føle sig lidt utrygge ved at vandre på skråninger og stier med et par cm metal pigge. Men det kan læres.